Logikkens magt versus magtens logik –

Udrensningspolitik fra 1948-2023

Perspektiv – 1948 og 7. oktober 2023

Fredsprocessens fallit

Fra Madrid-konferencen til i dag

Apartheidmuren og fortsatte bosættelser

Det Arabiske Initiativ i 2002

Fremtidsudsigter

Udrensningen af palæstinenserne

Er der mulighed for en Palæstina stat stadigvæk? Clinton-parameter?

To løsningsmodeller: Sydafrika eller Alger. Den første er muligvis mere realistisk end den sidste

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Logikkens Magt versus Magtens Logik –

Udrensningspolitik fra 1948-2023

Perspektiv – 1948 og 7. oktober

Den tyske militærstrategiske filosof Clausewitz’ mantra, at krig er en anden måde at føre politik på, gælder stadigvæk i måden Israel har ført politik siden 1948.

Der går en rød tråd fra katastrofen i 1948, til den politik som Israel fører i dag i 2023. Det er en Udrensningspolitik, Transfer, og den røde tråd er som følgende:

I 1948 lykkedes det Israel at udrense 2/3 del af palæstinensere. Op mod 750.000 mennesker blev uddrevet i hvad der blev den største udrensning af befolkning siden Anden Verdenskrig. Der var hverken PLO, Fatah eller Hamas dengang. Der var heller ikke sociale media, Tiktok, Instagram eller andre massemedier, som rapporterer fra jorden i realtid. I Nakbaens tidlige fase, blev der spredt en Israelsk propaganda at Palæstinensere forlod deres land fordi Arabiske hære lovede dem at de vil befri Palæstina. Derfor måtte de forlade deres hjem, indtil krigen var slut.

Det var den største propaganda der er bygget på en løgn. Det viser historiske dokumenter senere. Plan Dalet, som er fra før 15. maj 1948 beskriver udførligt hvordan man ville udvise Palæstinenserne militært. Det lykkedes Israel at sælge den propaganda til verden, især deres sponsorer i Vesten (og desværre i Østblokken ligeså).

Nu i 2023, og i særdeleshed efter d.7 oktober, er det klart for enhver at Israel forfølger samme udrensningspolitik, med opbakning fra USA. De har et mål om at alle 2.3 millioner i Gaza skal forlade deres hjem til fordel for Sinai i Egypten. Samtidig intensiverer bosættere på Vestbredden – med opbakning fra israelsk militær – deres angreb på civilbefolkningen, med henblik på at palæstinenserne skal flygte til Jordan. Egypten blev tilbudt at droppe alle deres lån til Den Internationale Valutafond for at modtage befolkningen fra Gaza, og Jordan ville modtage et kontantbeløb for at huse nye bølger af flygtninge.

Samtidigt er mere end 220 civile blevet dræbt på Vestbredden siden d. 7 oktober, og mere end 1000 er allerede tvunget til at forlade deres hjem i Hebron området-(Masaafir Yatta). Ledere i Jordan og Egypten -samt den Palæstinensiske Præsident -afviser kategorisk ideen om at tage imod flygtninge, og aflyser mødet med Biden, især efter al.Ma’ madani massakren, hvor ca. 500 blev dræbt.

Egypten og Jordan har lært lektien fra 1948 og 1967. Ikke en eneste flygtning mere. Og palæstinensere har lært også lektien: ikke flere gentagelser af de strategiske fejl som palæstinenserne begik i1948; at forlade deres hjem og flygte til nabolande under de militære angreb af jødiske militser. Min far sagde i filmen ”Den fædrene jord”, produceret af DR i 1995: ”Vi begik en stor fejl da vi flygtede. ”Det er hundrede gang bedre at dø her i vores hjem”, sagde han mens han sidder på ruiner af hans hus, ”end at ydmyge os selv med et liv i eksil”.

Palæstinensere har lært fra den store katastrofe i 1948 at der findes to muligheder for fremtiden: at dø under murbrokkerne af deres hjem, på deres jord, med stolthed; eller leve over jorden og være fri fra alle fremmede besættelsesagenter. Der må ikke være en tredje mulighed. Kategorisk nej til transferpolitik.

I 1948 var etnisk udrensning den skjulte agenda. I 2023 er det en officiel politik for åbent skue. Netanyahu og Smotrich illustrerer på landkortet, at der ikke findes et Palæstina: den første foran FN-generalforsamling og den anden i Frankrig på et åbent møde i Paris.

I 1948 dræbte Israelerne den Svenske Kønt Bernadot, selvom han reddede tusindvis af jøder under Anden Verdenskrig. Hans forbrydelse, ifølge Israelerne, var at han stå bag den berømte FN-beslutning, som gav palæstinensiske flygtninge ret til at vende hjem under international lov, og kompenseres for deres skade: Den er kendt som resolution 194 i FN regi.

I dag har israelsk politisk slået fast, at det spørgsmål om at vende hjem vil aldrig kan komme på tale. I stedet valgte Israel gennem diplomatisk snilde for verdenssamfundet, og brutal militær magt på landjorden, at forfølge et klart politisk mål: at terrorisere den palæstinensiske befolkning nok til, at det hverken vækker for meget opsigt i udland, men alligevel nok til, at de beslutter at flygte, for på den måde løses det irriterende Palæstina spørgsmål.

Denne udrensningspolitik har i mellemtiden fundet et udtryk, som ville gøre det let for omverdenen at fordøje; at det alt sammen er med henblik på fred med den arabiske omverden først, opnået gennem ingen andre end profeternes fader Abraham, og “normaliseringsaftaler” som inkluderer lukrative handelsruter via Indien, Saudi Arabien og Israel. Og denne udrensningspolitik, iklædt en ny religiøs betonet såkaldt fredsinitiativ, fungerede et stykke af vejen.

Men så kom d. 7 oktober, der satte en stopper for hele den Israelske illusionsproces, og palæstinaspørgsmålet fandt igen vejen til verdens dagsordener igen.

En kynisk strategi, som i disse dage -efter 48 offensiv bombardement til hele Gaza. Den operationer oversætter sig til at opdele Gaza i Nord og Syd, med mere end 70% af alle bygninger i Nord jævnet med jorden..

Den anden fase vil starte senere, hvis våbenhvile, som er annonceret i dag, ikke holdes, med fokus på Syd Gaza. De prøvede at overbevise internationale organisationer: UNRWA, Red Cross, og andre at huse alle flygtninge i telte, indtil de er færdige med at udrydde Hamas. FN og UNRWA afviste kategorisk at acceptere forslaget. FN-general sekretær Goteres blev en persona-non-grata, og ”han skal gå af”, hvis det stod til den israelske FN-ambassadør.

Spørgsmålet, efter 75 år af Israels etablering, står stærkere end nogensinde før: Hvad ønsker Israel at opnå med den lange militaristiske strategi og besættelse? Kan Israel opnå fred, uden at acceptere en politisk løsning med den oprindelige befolkning?

Fredsprocessens fallit

Fra Madrid-konferencen til i dag

Vi vil tage udgangspunkt i den fredsproces, der startede i Madrid i kølvandet på den anden Golfkrig i 1991, og dens zig-zag kurs i 32 år indtil 2023. Forudsætningen var at bygge en palæstinensisk stat på de besatte områder på Vestbredden, Gaza og Øst Jerusalem, dvs. landet der var okkuperet i 1967 krigen, side om side med Israel, og finde en retfærdig løsning på flygtningespørgsmålet. Enhver kan se, at det endte i en paralyseret situation, for ikke at sige total kollaps og efterfølgende koma.

Oslo-aftalen kom to år efter Madrid konferencen i 1993, hvor Israel officielt anerkendte PLO, og hvor PLO anerkendte Israel. Oslo-aftalen var et centralt skridt frem mod at anerkende PLO som den eneste politiske organisation, der repræsenterer palæstinenserne. Implementeringen af denne aftale var mod de forventninger, alle parter havde; palæstinensere, israelere og det internationale samfund.

Oslo-processen forblev en lang række møder, mens bosættelserne fortsatte uden stop. Bosættelserne er i strid med international ret, den 4. Geneve Konvention, der siger, at en besættelsesmagt ikke må bosætte civile på besat territorium. Men antallet af bosættere er fordoblet siden 1993 (til 750.000 på Vestbredden) – den største er på størrelse med Svendborg – og bebyggelse af vejnettet på Vestbredden, der adskiller Israelere fra palæstinensere og samtidig forbinder de jødiske bosættelser, er dagligdag praksis. Der er etableret flere hundrede checkpoints og fysiske vejspærringer i de palæstinensiske områder. Vestbredden er splittet op i stadig flere usammenhængende enheder, som ligner Sydøstasiens Archipelago øer. (hele vestbredden blev delt til A, B og C område, og hver område har deres juridisk, civil og militær admin.).

Apartheidmuren og fortsatte bosættelser

Den israelske annekteringsmur, der byggedes med begrundelsen ’sikkerhed’, belejrer og adskiller fortsat palæstinensiske byer og landsbyer, herunder bønder fra deres marker, skolebørn fra deres skole, folk fra hospitalerne. På den side af muren, der vender mod Betlehem, er der fyldt med tomme restauranter og lukkede forretninger, der tidligere vrimlede med turister. Muren har katastrofale konsekvenser for den palæstinensiske økonomi. Gennem de sidste årtier har Israel revet knap en million oliventræer op for at udbygge muren og bosættelserne. Oliventræer kan blive 1000 år gamle og er en væsentlig afgrøde for den palæstinensiske befolkning. Den mest frugtbare landbrugsjord annekteres, vandressourcerne kontrolleres og huse ødelægges.

Muren er dømt ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag i 2004, med enighed i dommerpanelet på nær en enkelt stemme, og er flere gange beordret ændret af den israelske Højesteret. Den placeres inde på palæstinensisk jord og har konfiskeret mere end 10 % af Vestbredden – med bosættelser og checkpoints. Store dele heraf er landbrugsjord. Efterladt til palæstinenserne er en mængde isolerede bantustaner.

Gaza er et kapitel for sig. Israel rømmede bosættelserne dér i 2005 men uden at opgive kontrollen med området. 2,3 million mennesker er omhegnet i noget, der bedst kan beskrives som verdens største friluftsfængsel. Og ca 83% er oprindeligt flygtninge fra områder tæt på dem. De ankom dertil fra 245 landsbyer, efter udrensningen fra den israelske hær i 1948. 47 af disse landsbyer (der nu kaldes kibbutzer omkring Gaza) tilhører Gaza kommune. De skuer ud over den jord, de engang ejede, som en daglig påmindelse, og et traume, der får nyt liv hver dag.

Roi Rohberg var en israelsk bosætter der blev dræbt af en palæstinenser i 1956. I den forbindelse var Moshe Dayan, Israels daværende generalstab chef, i Gaza og sagde under sin tale:

”Hvorfor skulle vi beklage over deres had til os? De har i otte år siddet i flygtningelejrene i Gaza og med deres egne øjne set, hvordan vi gjorde den jord og de landsbyer, hvor de og deres forfædre tidligere boede, til vores hjemland”.

I Politiken d.30 oktober skrev den israelsk-britiske arkitekt Eyal Weizman ”Israels levende hegn om Gaza betalte prisen i blod”. Han uddyber: ”Israel har systematisk i årtier forsøgt at isolere Gaza mere og mere og holde befolkningen i et jerngreb. Bosættelserne omkring området skulle fungere som et levende hegn. Nu er mange af dem blevet gidsler, som Israel må forhandle om”

I anden lejlighed på TECHENON I 1969 sagde Moshe Dayan:

”Jødiske bosættelser blev bygget hvor arabiske landsbyer lå- I kender end ikke navnene på disse arabiske landsbyer, og det kan jeg ikke fortænke jer i, for i geografi bøgerne findes de ikke mere. Ikke alene eksisterer bøgerne ikke, men det gør de arabiske landsbyer heller ikke. Nahlal opstod i stedet for Mahlol, Kibbutz Gvat i stedet for Jibta, kibbutz Sarid i stedet for Huffeifis og Kefar Yehushua i stedet for Tal al-Shuman. Der findes ikke et eneste bebygget område i dette land som ikke tidligere har haft en arabiske befolkning”

Køreplan i 2003

Køreplanen for fred, der blev sat i gang i 2003 af kvartetten, dvs. FN, EU, Rusland og USA, er også strandet. Den lider den store mangel, at den ikke berører fire af de centrale problemer, der skal løses som led i en fredsløsning: 1. Grænsedragningen mellem de to stater, 2. Jerusalems status, 3. flygtningenes spørgsmål og 4. de ulovlige bosættelser. Med andre ord, ignorerer køreplanen kernen af hele problematikken.

Det Arabiske Initiativ i 2002

På et topmøde i 2002 blev alle arabiske lande enige om en kollektiv løsning på hele problematikken: Israel bliver anerkendt indenfor 1967-grænsen efter at trække sine tropper ud af de besatte arabiske lande. Staten Palæstina skal etableres, og det palæstinensiske flygtningeproblem løses, baseret på fælles enighed om FN-resolution – 194 fra 1948. Svaret fra Israel var kategorisk afvisning af initiativet, efterfulgt af invasion af palæstinensiske byer, og belejring af Arafat i Ramallah. Sharon slog et permanent søm i Oslos kiste. Er det forventningen, at hans efterfølger Netanyahu leverer en modsat politik?

Netanyahu har bygget hele sin karriere på at nægte eksistensen af Palæstinas befolkning. I en tale før 7 oktober omtalte Netanyahu præsidenten Mahmoud Abbas, som intet mere end en borgmester i Ramallah, og som ikke har ret til at anfægte Israels normaliseringspolitik med den Arabiske verden, især Saudi Arabien. Den tale blev givet blot få dage før d. 7 oktober 2023.

Netanyahu aftalte med Qatar at aflevere flere millioner dollars kontant fra Tel Aviv lufthavn til Gaza. Ehud Barak nævnte i Israelsk avis Yadiot Ahranotden 17 Okt. et beløbet på halvanden milliarder dollar. Da han blev kritiseret af sine kolleger i Likud partiet, sagde han: det er den eneste måde at forhindre etablering af kontinuerlig palæstinensisk stat; at splitte Gaza fra resten af Vestbredden. Hans efterfølger Naftali Benet anerkendte samme politik, med en lille ændring; ”forskellen mellem Netanyahu og jeg, er at han afleverer pengene kontant, mens jeg insisterer på, at pengene skal overføres til en bestemt konto vi kender til”.

32 år efter Madrid er der kun illusionen og frustrationen tilbage. Politikken udeblev. Mere end 200 palæstinensere er blevet dræbt i selve Israel, uden at regeringen griber ind for at stoppe bølgen af kriminalitet, der dominerer livet for den arabiske del af Israel, som udgør 23 % af befolkningen. Ikke bare er regeringen passiv. Palæstinensere sagde, at disse bander var hemmeligt støttet af Israel, for at straffe dem for deres oprejsning under al-Saif al-Quds krigen i 2021. ”Israel har teknologien der kan dræbe en militærleder i Teheran, men kunne ikke identificere en gruppe kriminelle i Israel. ”Araberne er voldelige i deres natur”, sagde politiets chef.

De systematiske krænkelser af menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder koster dyrt: 100.000 har været fængslet siden 1967; ca 7.000, inkl. 63 børn og kvinder, sidder fortsat fængslet. 590 fængslet for hele livet. 1329 administrativ fængsling. Formålet med hele 7 oktober ”Alaksa flod ”operation er at befri disse fanger og beskytte al-Aqsa moskeen. Omfattende og udbredt fattigdom (over halvdelen af palæstinenserne lever under fattigdomsgrænsen), arbejdsløshed, underminering af sociale, politiske og økonomiske samfundsstrukturer, en vaklende uddannelsessektor og manglende ressourcer til at levere en ordentlig sundhedssektor. Når man ikke kan bevæge sig frit, men ustandseligt stoppes ved israelske checkpoints, er selve dagligdagen fragmenteret.

Konsekvenserne har – til manges overraskelse – ikke været en tredje Intifada og intensivering af modstanden mod besættelsesmagten. Men den 7 okt. blev alle de, som havde vendt et blindt øje til undertrykkelsens politik i 75 år og 17 års hård belejring af Gaza, vækket fra deres tornerosesøvn.

Hvad angår stillingtagen til Islamismen som drivende ideologi, fremstår der et stort hykleri, når Hamas på den ene side beskrives som ISIS af Netanyahu, men Abbas Mansouro derimod blev medlem af knesset og en del af regeringen i Israel sammen med Naftali Benet og Yair Lapid, selvom han var leder af en Islamiske gruppering med samme ideologi som Hamas. Islamismen er tilsyneladende ikke farligere end, at holde dem tæt i regering, eller finansiere dem for at så splid i de palæstinensiske rækker.

Det internationale samfund, skal sætte den arabiske fredsplan fra 2002 og kvartettens ditto på dagsordenen igen som et resultat af de 57 arabisk-islamiske regeringer, der mødes i Riyadh den 11. Nov. Kan de implementere planen?

EU kunne ligeledes tage têten. EU har en enestående mulighed for at kravle ud af USA’s skygge og træde i karakter på verdensscenen. Desværre viser majoriteten af EU, at de ikke er klar.

Efter to verdenskrige i Europa med 80 millioner dræbte, er de indre grænser nu åbne, og man kunne mene, at EU i særlig grad har noget at byde på I Palæstina konflikten. De burde vide at hele problematikken startede med den forkerte politik: at løse det Europæisk-jødiske problem på bekostning af Palæstinensere. Vi ved godt hvem der diskriminerede jøderne i mere end firehundrede år i Europa, imens Arabiske og Islamiske regioner har været multikulturelle og multireligiøse fra langt tilbage i historien. Alle de tre hoved monoteistiske religioner i verden er født i den arabiske verden.

Men EU’s udenrigspolitiske linje over for Israel bidrager til at underminere international ret. EU ser passivt til, mens Israel misbruger Associeringsaftalen og ligefrem overtræder dens bestemmelser om menneskerettighedsoverholdelse.

FN er mere end villig, hvis man ser på de mange resolutioner om Palæstina og konflikten. Cirka 1000 resolutioner på tværs af de forskellige internationale instanser. Men Israel vælger stadigvæk kategorisk at afvise, selv den mindst favorable løsning, som kun giver palæstinenserne 22% af mandat Palæstina, altså hele landet. Og mens USA accepterer tostatsløsning verbalt, afviser de ligesom Israel i praksis.

Fremtidsudsigter

Udrensningen af palæstinenserne

Her på jorden findes ingen større sorg, end at miste sin egen del af den (skrev Euripides, 431 f.kr.

Demografien har stået som et centralt omdrejningspunkt for israelsk politik indtil i dag, og forbliver zionismens store dilemma. Udrensningen af palæstinenserne fra den del af Palæstina, der ifølge 1947-delingsplanen skulle udgøre den jødiske stat, fandt sted ved hjælp af militært planlagte operationer. Ca. 750.000 blev fordrevet fra deres hjem (687 landsbyer helt eller delvis ødelagt) som logisk konsekvens af den zionistiske ideologi, der også driver alle statsminister fra Ben Gurion til Netanyahu, Ben Gevir og Smutrish i dag.

Hvordan skal Israel bevare det jødisk demografiske flertal? 1967-krigen skærpede denne strategiske problematik sig for den israelske elite. Ledende politiske kræfter i Arbejderpartiet deltog aktivt med at tvangsforflytte tusindvis af palæstinensere fra Vestbredden til Jordan i 1967. Transferpolitikken var øverst på dagsordenen i den nyetablerede stat og har været det lige siden. Alle israelske regeringer anvender mure til at indhegne palæstinenserne i forskellige bantustans. Det kulminerede i den frygtelige Nationale Lov i 2018, som betragter hele landet, dvs fra floden til havet, for at høre under israelsk dominans.

Er der mulighed for en Palæstina stat stadigvæk? Clinton-parameter?

Hvad med perspektiverne for en palæstinensisk stat? De synes forsvundet, hvis man kigger på et kort over de besatte områder, hvis ikke det internationale samfund sætter Israel stolen for døren og kræver tre minimumsbetingelser overholdt, som forudsætning for at USA og EU fortsætter den positive særbehandling af Israels økonomi:

1. Nedrivning af muren

2. Rømning af bosættelserne i alle de besatte områder

3. Et endeligt ophør med besættelsen af det palæstinensiske territorium, der kun udgør 22% af det oprindelige Palæstina-mandat. Hvis der enkelte steder er geografiske områder, hvor Israel mener, at landets sikkerhed er på spil, må de erstatte disse områder proportionalt, således som det gamle Clinton-parameter tilsagde.

Tilbage står, at konflikten i Mellemøsten vil fortsætte, hvis internationale kræfter ikke blander sig i konflikten. Mange regionale kræfter prøver at udnytte den – og lykkes med det – som middel i deres interne regionale interesser. Moderate kræfter i den arabiske verden, der kæmper for reformer og demokratiske programmer, vil miste terræn og ekstremister vinde frem, hvis ikke løsningen bankes på plads med international magt, baseret på international lov.

Den moderne demokratiske verden må og skal involvere sig aktivt i konflikten mellem Palæstina og Israel for at stoppe den undertrykkelsespolitik, som har afstedkommet katastrofale begivenheder på stribe, senest den 7.oktober i 2023.

Men meget tyder på, at USA og Israel, med Netanyahu og de ekstremistiske jødiske partier, ikke er villige til at sætte magt bag ordene om en permanent løsning af den såkaldte konflikt.

Er der så reelt ingen perspektiver for en to statsløsning?

Enhver der kaster et blik på et kort over Israel og Palæstina vil se en ituslået drøm om en to-statsløsning med en levedygtig selvstændig palæstinensisk stat, som kun gennem ovenstående forudsætninger atter kan blive en realistisk vision. Alle initiativer er blevet begravet under muren, besættelsen og apartheid-regimet. Et apartheid-regime i hele Palæstina, som er dokumenteret af Amnesty international, Human Rights Watch, FN menneskerettigheds domstolen og Bit Selim organisationer.

Alle kolonialister besidder samme dumdristige ignorance, uanset hvor stærkt militæristiske de er. 132 år i Algeriet, fire hundrede års undertrykkelse og apartheid i Sydafrika, 20 år invasion af Afghanistan, 10 år i Iraq, for ikke at snakke om mange andre område i verden, herunder Vietnam. Disse brændpunkter har, trods deres forskellighed, haft det samme resultat: besættelsernes exit og frihed til den oprindelige befolkning.

Katastrofetilstanden siden d.7 oktober kunne have været undgået, hvis de internationale kræfter havde blandet sig ved at tvinge en løsning med logikkens magt, bygget på hundredvis af FN-resolutioner og internationale beslutninger, og ikke med magtens logik, der er støttet af milliarder af dollar (bare de 14 milliarder for nyligt fra USA, udover de sædvanlige 3.8 milliarder hvert år, betalt af amerikanske skatteydere) samt tusindvis af de mest avancerede bomber, som skulle besidde ekstrem præcision, men alligevel har formået at dræbe 6 tusind børn, et barn hvert 10. minut. Denne magtens logik har anvendt mere end 32 ton bomber, der svarer til to Hiroshima atombomber. Store kapitalister og multinationale selskaber tjener milliarder på disse våbenaftaler, og de har ingen interesse i hverken at stoppe krigen i Ukraine, Palæstina eller andre steder i verden.

Athena besejrede Sparta. På samme måde vil de demonstrerende majoritetsbefolkninger, besejre repræsentanter for våben- og olieindustrien. 120 lande stemte for våbenhvile. Kun USA, Israel og få andre lande stemte imod, med Danmark i puljen af dem som undlod at stemme, i hvad der ultimativt må betragtes som et svigt af de civile i Gaza.

To løsningsmodeller: Sydafrika eller Algeriet.

Den første er muligvis mere realistisk end den sidste

Hvis det internationale samfund ikke vil levere den selvstændige stat, som palæstinenserne er blevet lovet, er der to muligheder:

Den ene er en fortsættelse af Israels apartheidpolitik over for det palæstinensiske folk, der lever i reelle bantustaner, med den tilhørende vold, som denne politik vil afstedkomme. Det forekommer dog umuligt, at det internationale samfund fortsat kan acceptere dette. Dette svarer til situationen i Algeriet, som blev løst med vold og optøjer. Hverken Israelerne eller Palæstinenserne kun udrydde den anden.

Det efterlader det internationale samfund med én mulighed; At etablere en multinational, etnisk-og religiøs stat på hele territoriet.

Et land med to nationaliteter uden grænser, og uden frygt for en ideologisk og demografisk politik, vil være den eneste løsning, der er tilbage, hvis det palæstinensiske folk skal garanteres blot et minimum af menneskerettigheder. Det vil også automatisk løse flygtningeproblemet og spørgsmålet om Jerusalems deling.

Bolden ligger lige nu hos det internationale samfund, med EU og USA i spidsen. Men det haster. Palæstina forsvinder dag for dag, palæstinenserne svigtes og volden i Mellemøsten fortsætter.

Der er nu allerede en majoritet af palæstinensere mellem floden og havet: 7,4 millioner palæstinensere og 7 millioner jøder, uden at tage hensyn til de 7 millioner diaspora palæstinensere som blev tvunget til at flygte i 1948.

Hvad angår fredsprocessen fallit, må man huske, at Rabin blev dræbt af israelere to år efter Oslo aftalen. Med Rabin og Arafat var der håb. Men med Rabins død og efterfølgende Arafats død i 2004, døde Oslo. Netanyahu var med at sætte ild til de mange demonstrationer, der førte til Rabins død. Og med stor sandsynlighed var Sharon var involveret i drabet på Arafat.

Hvis der findes en person, som kan tilskrives de bølger af vold, som vi ser nu i hele Palæstina, er det Benjamin Netanhayu. I 16 år af hans regering, har han ført politik efter et vejledende princip: at redde sit eget skind, koste hvad det vil.

Han har korruptions anklager som plager ham og hans politik, som bl.a. handlede om at annektere hele C området på Vestbredden. Hans koalition, med den racistiske Ben Gvir og Smotrich i spidsen var 100% ansvarlige for de tragiske begivenheder i hele området. Vi ser en insisteren på at føre en blodtørstig og ulogisk politik, og nægte eksistensen af Palæstina og det palæstinensiske folk.

Et folk, som eksisteret i området i mindst en million år, hvis man skal tro den arkæologiske forskning de seneste 50 år, med ”København Skole” og dens nybrud med Palæstina Historie. Historie er en ting, Teologi er noget andet. Fiction er andet en Fakta. ( takket være Niels Peter og Thomas Thompson, Keith Whitelam, ….bland andet) .

Palæstinensere og israelere kan leve sammen, uden diskrimination, uden den racistiske nationale apartheidlov som blev vedtaget i 2018 i Knesset, hvor en enkelt etnicitet fik lov at dominere jorden i Palæstina. Fire hundrede års europæisk politik, bygget på slaveri, racisme og kolonisering, endte som en stor fiasko. Sådan vil historien også huske besættelsen af Palæstina, uanset hvor længe der går, indtil området kan leve i fred, bygget på lighed, respekt, og frihed, uanset religion og etnicitet.