Yesterday in “Politiken”-an article by Omar Khateeb: Third generation of Palestinian Refugees will not forget their ancestors’ village of Lubya, demolished in 1948: Memory can defeat oblivion.
Ronnie Kastril. South African minister planted a memorial tree for Lubya in the year 2000 in Pretoria as well.
Yesterday Lubya & 675 villages erased; today 40% of Gaza houses bombed, whose turn is for tomorrow???
14 million Palestinian have absolute right to be free in their own historic land. All occupational powers were defeated in modern history: Vietnam, Algeria, South Africa, Afghanistan….. The settler-colonial occupation of Palestine is not an exception & will face the same destiny.
Article in Danish:
Dette er mine bedsteforældre. De voksede op i Lubya, Palæstina, landsbyen på en bakketop nær Tiberias, med udsigt til søen og udsigt til Golan højderne. I dag er de begge begravet i Brøndby.
I 1948 blev de drevet fra deres hjem af israelske styrker, og levede resten af deres liv i eksil. Deres landsby blev tømt og deres hjem revet ned. Deres arv, deres liv, deres relationer og deres minder blev jævnet med jorden.
Jeg husker mine bedsteforældre som de mest kærlige mennesker. Når de var skrappe, var de det perfekte helle, når mor eller far havde været urimelige. Og når de var varmest, ville deres grin fylde dagligstuerne med glæde. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg tro de aldrig bar på traumer.
Men glimtet i deres øjne af savn for deres hjemland forsvandt aldrig. Et søgende, genbesøgende blik, der fyldte stilheden, hver gang samtalerne tog pause.
Min bedstefar især, kunne bruge timer om dagen, hvor han stirrede ud over parkeringspladsen, og vi plejede at undre os over hvad han tænkte på. Da han gik bort, begyndte min bedstemor at gøre det samme, bare med udsigt til legende børn i gården i stedet.
Jeg ved ikke hvad de tænkte på, mens de sad der. Måske opvæksten. Måske flugten. Måske de venner de aldrig hørte fra igen. Måske tvivl om de skulle være blevet, og ofret deres liv. Jeg ved det ikke. Men de stirrede ofte ud af det vindue, i stilhed. Og når jeg passerer det i dag, mindes jeg det søgende blik, som hurtigt ville forvandle sig til et smil, når vi dukkede op. Vi skulle jo nødig fatte mistanke.
Jeg tror der var mere indhold i den stilhed, end nogle mennesker formår at formulere på en livsstid.
I dag er deres hjem forvandlet til en parkeringsplads til lokale bosættelser. Jorden står klar til nye indflyttere verden over, så længe de kan påvise jødisk ophav. I det tilfælde, har de retten over mine bedsteforældres jord. En ret som blev nægtet mine bedsteforældre, deres børn, og deres børnebørn, til evighed.
Jeg ville ønske lidelsen havde stoppet ved deres bortgang. Men det er den ikke. Siden de måtte forlade deres hjem for 75 år siden, har uddrivelsen fortsat. Flere har mistet hjem, flere har mistet forældre, og flere har mistet børn. Alt sammen under samme besættelsesmagt, med et forenet Vesten i ryggen.
Jeg mindes derfor alle fire af mine bedsteforældre særligt meget de her dage. Og jeg vil mindes dem højt, så deres stilhed bliver udtalt. Så deres fortællinger bliver hørt.
Længe før der blev erobret jord i Palæstina, blev der erobret fortællinger. Det er på tide at generobre dem.
For når mennesker dør og byer bliver udjævnet, er fortællingerne deres sidste forsvar. De kan bevæge, og inspirere forandring, selv fra gravpladsen i Brøndby. Selv fra ruinerne af Lubya.
All reactions:
You, Riem Kayed, Fida Issa and 488 others